Vær opmærksom på at dette website indeholder et arkiv med historiske data. Det aktuelle kursuskatalog findes på kursuskatalog.au.dk

AU kursuskatalog arkiv

[Forside] [Hovedområder] [Perioder] [Udannelser] [Alle kurser på en side]

Følelser i ledelse og organisationer ( efterår 2011 - 15 ECTS )

Rammer for udbud

  • Uddannelsessprog: dansk
  • Niveau: KAND
  • Semester/kvarter: 1., 2. eller 3. semester
  • Timer per uge: 6 hele dage
  • Deltagerbegrænsning: Der kræves tilmelding til undervisningen. Se   http://psy.au.dk/undervisning/undervisningstilmelding-regler-og-frister/
  • Undervisningssted: Århus
  • Hovedområde: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
  • Udbud ID: 27969

Formål

Fagets formål

Formålet med faget er - med baggrund i den studerendes hidtidige valg af fag - at den studerende på basis af et eller flere af de konstituerende fag fordyber sig i et særligt genstandsområde og/eller problemstilling inden for det psykologiske domæne - samt at den studerende fordyber sig i specifikke tilgange og metoder som psykologien som videnskab og/eller profession kan bringe i anvendelse over for dette genstandsområde og/eller denne problemstilling.

Fagets formål er endvidere, at den studerende tilegner sig viden om forskning og centrale teoridannelser (herunder alt efter seminarets art også tværfaglighed og interventionsformer) inden for fagets domæne og genstandsområder. Formålet er endvidere at den studerende efter endt undervisning kan redegøre for denne viden, bruge denne viden over for fagets problemstillinger i fagets domæne og genstandsområder, samt forme sin redegørelse for og brug af viden på en videnskabelig måde.

Domænet

Et valgfrit seminar beskæftiger sig med et eller flere genstandsområder inden for den psykologiske videnskab.

Kriterier for målopnåelse

1. Den studerende skal kunne gøre rede for tilegnet viden inden for det valgte emne hhv. den valgte problemstilling ved kumulativt

  • at vise lige netop tilstrækkeligt kendskab til litteraturgivne tilgange til faget
  • at vise bredere og mere uddybet kendskab til litteraturgivne tilgange til faget
  • at vise systematiserende og sammenlignende kendskab til litteraturgivne tilgange til faget
  • på et litteraturgivet systematisk grundlag at diskutere styrker og svagheder ved de enkelte tilgange og deres egne begrundelser og grundlag
  • på et ikke umiddelbart litteraturgivet systematisk grundlag at diskutere styrker og svagheder ved de enkelte tilgange og deres egne begrundelser og grundlag

2. Den studerende skal endvidere kunne bruge tilegnet viden inden for det valgte emne hhv. den valgte problemstilling ved kumulativt

  • at vise lige netop tilstrækkeligt kendskab til enkeltstående litteraturgivne tilgange til faglige problemstillinger (lige netop tilstrækkeligt at kunne identificere, benævne, parafrasere)
  • at vise bredere og mere uddybet kendskab til litteraturgivne tilgange til problemstillinger inden for faget (lidt bredere og mere uddybet at kunne identificere, benævne, parafrasere)
  • at vise systematiserende og sammenlignende kendskab til litteraturgivne tilgange til problemstillinger inden for faget (at kunne beskrive, opliste)
  • på en litteraturgivet måde at diskutere styrker og svagheder i forskellige litteraturgivne tilgange til løsning af problemstillinger og deres løsningsbidrag (at kunne forstå, forklare, analysere, anvende)
  • på en ikke umiddelbart litteraturgivet måde selvstændigt at udtænke, diskutere og argumentere for tilgange til problemstillinger og/eller udvise selvstændig hypotese-, begrebs- og modeldannelse (at kunne generere, teoretisere, hypotesedanne, reflektere, perspektivere)

3. Endeligt skal den studerende kunne formgive sin viden inden for det valgte emne hhv. den valgte problemstilling ved kumulativt

  • at formulere redegørelse for og brug af viden på en sprogligt letforståelig måde.
  • at formulere sin redegørelse for og brug af viden velstruktureret og med god effektivitet (kun det af et stofområde, der er relevant for emnet medtages)

at formulere sin redegørelse for og brug af viden i en klar didaktik, forklarings- og/eller forståelsesorienteret og med metakommunikation, hvor dette er nødvendigt og velanbragt. Kan anvende videnskabelige standard fremstillingsformer afstemt med - eller udviklet i forhold til - emnet og opgaven.

Indhold

Følelser spiller en central rolle i organisatoriske processer. Effektivitet på individ-, gruppe- og organisationsniveau er i høj grad medieret af følelsesbaserede fænomener, både negative som stress og udbrændthed og positive som tillid, motivation og engagement. Den succesfulde leder evner at skabe engagerende og tillidsfulde fællesskaber, der med åbenhed og ærlighed tør forholde sig refleksivt til såvel rationelle som mere irrationelle og ubevidste processer i organisationen.

Dette seminar henvender sig til dig, der ønsker at vide mere om, hvad følelserne kan betyde for leder eller medarbejder i nutidens organisationer. Endvidere sætter vi på seminaret fokus på, hvordan man i praksis kan arbejde med følelserne, som et aktivt redskab til at forstå og skabe organisatoriske udviklingsprocesser. Seminaret er således til dig, der i det hele taget ønsker at blive klogere på, hvordan følelser spiller en rolle i organisationers, og menneskers liv i dag, på godt og ondt.

I den teoretiske, politiske og offentlige debat tales der meget om, at virksomhederne i den vestlige verden undergår store forandringer. De samfundsmæssige katalysatorer, som ofte nævnes i denne sammenhæng er globalisering, den informationsteknologiske udvikling og ændrede kundekrav om miljørigtig og social ansvarlig produktion, service, kvalitet og produktdifferentiering. Denne udvikling skal ligeledes ses i lyset af nye organisationsformer i det fleksible videnssamfund, hvor stabile strukturer og hierarkisk beslutningstagning afløses af værdistyring, løst koblede matrix strukturer og netværk. Disse forandringer betyder ofte en øget kompleksitet i organisationerne og dermed nye udfordringer for både ledelsen og medarbejderne. I tråd med denne udvikling handler ledelse således ikke længere kun om at beklæde en rolle eller varetage en funktion, men i stigende grad om at træde i karakter og bruge sin personlighed og sine følelser som klangbund i rollen. Der tales i stigende grad om autentisk ledelse og følelsesmæssig intelligent ledelse, og det personlige lederskab tillægges større og større betydning som ledelseskompetence.

Når det gælder ledelse og organisationsudvikling, er følelserne således i høj grad kommet på mode. Ikke at de ikke altid har været der. Følelserne har blot indtaget en høj og fremtrædende status hos det moderne menneske og organisationspsykologien. Nogle vil ligefremt hævde, at vi er trådt ind i den emotionelle tidsalder. Følelser er ikke længere noget, vi gemmer væk i privatlivet. De betragtes tværtimod som intelligente værktøjer for den selvbevidste person. Følelserne er således kommet ud af skabet, ikke for følelsernes skyld, men fordi følelserne i dag betragtes som en ressource og produktiv kraft - et redskab i jagten på trivsel.

 

Følelser har altså fundamental betydning i mennesket, men hvordan har de betydning, og hvordan kan viden om følelsernes betydning anvendes i relation til ledelse og organisationer? Det er sådanne spørgsmål vi på dette seminar vil belyse, undersøge og diskutere på baggrund af både teori og praksis.

Fagets kursuskode (AULA): PSYE11MFK

 

Faglige forudsætninger

Bestået Grundfag B, Arbejds- og organisationspsykologi

Underviser

Claus Elmholdt og Morten Kusk Fogsgaard

Undervisnings- og arbejdsform

På seminaret vil vi arbejde med og forholde os til både teoretiske perspektiver og den organisatoriske praksis, som man møder som organisationspsykolog. Seminaret vil hermed både fokusere på den videnskabelige viden og på dennes implikationer for praksis. I tråd med dette vil vi endvidere belyse og diskutere relevante interventionsstrategier både på de organisatoriske plan såvel som på de individuelle plan.

 

Undervisningen er således tilrettelagt over seks hele dage, hvor formiddagene er afsat til teoretiske oplæg og diskussioner, imens eftermiddagene vil sætte fokus på øvelser, træning og diskussion af praktiske problemstillinger

Litteratur

 

Der vil på baggrund af ovennævnte inddrages relevante teoretiske aspekter og empiri omkring følelser i ledelse og organisationer. Litteraturen vil primært være fra arbejds- og organisationspsykologien, men vi vil også beskæftige os med perspektiver fra social- og personlighedspsykologi, neuropsykologi, positiv psykologi og kritisk samfundsteori.

 

Konkret planlægning og litteratur aftaler vi første gang.

Undervisningstidspunkt og sted

Undervisningen foregår fra kl. 9-16 i lokale 332 på følgende datoer:

• Torsdag d. 22.september

 • Torsdag d. 29.september

 • Torsdag d. 13.oktober

 • Torsdag d. 27.oktober

 • Torsdag d. 24.november

 • Torsdag d.15.december

Studieordning og bedømmelse


Kandidatuddannelsen i psykologi

  • Hj.opg., bedømt efter 7-skala med ekstern censur