Vær opmærksom på at dette website indeholder et arkiv med historiske data. Det aktuelle kursuskatalog findes på kursuskatalog.au.dk

AU kursuskatalog arkiv

[Forside] [Hovedområder] [Perioder] [Udannelser] [Alle kurser på en side]

235C Styring af den offentlige sektor - afbureaukratisering: muligheder og begrænsninger ( forår 2011 - 10 ECTS )

Rammer for udbud

  • Uddannelsessprog: dansk
  • Niveau: Kandidatuddannelsen i Statskundskab.
  • Semester/kvarter: Forår 2011
  • Timer per uge: Første gang mandag den 31. januar 2011, kl. 14-16 i 1325-140 , der må herefter påregnes en del dobbelttimer med undervisning hver anden uge. Den specifikke undervisningsplan vil ligge færdig ved semesterstart.
  • Deltagerbegrænsning: På hold med 20 deltagere. Der er undervisningstilmelding
  • Undervisningssted: Århus
  • Hovedområde: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet
  • Udbud ID: 29438

Formål

Et seminar på Kandidatuddannelsen giver en videregående og uddybende behandling af et politologisk relevant emne på baggrund af en gennemgang og diskussion af litteraturen og problemstillinger inden for seminarets genstandsfelt.

Dette seminar giver en videregående og uddybende behandling af afbureaukratiseringen/regelforenklingens muligheder og begrænsninger som led i de fortsatte moderniseringsbestræbelser i den offentlige sektor. Dette vil ske på baggrund af en gennemgang og diskussion af teoretisk/praktisk litteratur og problemstillinger inden for området samt en grundig gennemgang af de igangværende afbureaukratiseringsbestræbelser (rettet mod virksomheder, offentlig sektor og borgerne). Seminaret afsluttes med en stillet 7-dages skriftlig hjemmeopgave.

Seminaret er udbudt under faget offentlig forvaltning og det overordnede formål med seminaret er at give deltagerne et dybtgående kendskab til indholdet i regeringens regelforenklingsbestræbelser og forståelse af sammenhængen mellem disse og andre moderniseringsbestræbelser i form af eksempelvis brugen af mål- og resultatstyring, markedsstyring mv. Herudover skal deltagerne på baggrund af seminarets teoridiskussioner skulle kunne stille sig kritisk til afbureaukratiseringens muligheder og begrænsninger.

Det er således målet med faget - og det vil de studerende blive vurderet på i eksamensopgaven - at de ved fagets afslutning kan forholde sig selvstændigt til afbureaukratiserings muligheder og begrænsninger og sammenhængen mellem afbureaukratisering og andre moderniseringstiltag.

Generelt er målet for seminarer, der afsluttes med mundtlig eksamen eller stillet skriftlig opgave:

  • Den studerende kan redegøre for udvalgte teorier, metoder og sagsforhold inden for faget.
  • Den studerende kan sammenligne fagets teorier, metoder og sagsforhold og kan identificere disses forskelle/ligheder og styrker/svagheder.
  • Den studerende kan selvstændigt anvende teorier, approaches, metoder, og data, der er relevante for belysningen af en given problemstilling.
  • Den studerende kan vurdere frugtbarheden af fagets teorier, metoder og deres anvendelsesområder.

Indhold

Modernisering af den offentlige sektor har været på dagsordenen siden 1983, hvor det første moderniseringsprogram blev præsenteret. Siden da har skiftende regeringer fulgt det samme spor med variationer over samme tema.

Seminaret vil indledningsvist placere moderniseringen af den offentlige sektor i forhold til forskellige styringsfilsosofier, herunder navnlig new public management og resultatbaseret styring (performance management).

Det seneste skud på moderniseringsstammen er afbureaukratisering/ regelforenkling. Seminaret gennemgår grundigt indholdet i regeringens regel-forenklingsbestræbelser og diskuterer hvordan (om?) disse hænger sammen med andre moderniseringsbestræbelser i form af ex. brugen af mål- og resultatstyring, markedsstyring mv.

Der vil i gennemgangen blive gået i dybden med både den virksomhedsrettede, den borgerrettede og den offentlig sektor rettede afbureaukratisering. Vi tager på timerne en kritisk diskussion af disse planer. Virker de? Er de tilrettelagt hensigtsmæssigt? Kunne det gøres anderledes og mere effektivt? Hvordan sikres sammenhæng i mellem dem?

Seminaret vil herudover som led i gennemgangen af afbureaukratiseringen i Danmark trække tråde til afbureaukratiseringsbestræbelserne/tænkningen i både EU og OECD. Vi vil diskutere sammenhængen mellem internationale og danske bestræbelser på området.

Seminaret vil også behandle afbureaukratiseringens begrænsninger og muligheder, herunder hvordan ændringer i (resultatbaseret) styring med fordel kan ses i sammenhæng med ændringer i reguleringen.

Fagspredning

Offentlig forvaltning

Faglige forudsætninger

Af de 9 seminarer, der skal bestås på kandidatuddannelsen, skal mindst 6 være politologiske.

Underviser

Henrik Seiding

Henrik er kontorchef i Finansministeriets Center for Kvalitet, Afbureaukratisering og Ledelse.

Prøveform

Seminaret udbydes med 7-dages hjemmeopgave.

Gradueret bedømmelse med beskikket censor.

Undervisnings- og arbejdsform

Undervisningen forudsætter aktiv deltagelse fra de studerendes side. Ved seminarets start aftaler lærer og studerende på hvilke måder, aktivitetskravet opfyldes på seminaret.

Formen på seminaret vil være ganske empirisk baseret. Undervisningsformen vil være en blanding af underviserstyrede diskussioner, deltageroplæg og fokuseret casearbejde. 

Det forventes, at de studerende deltager på den studietur til København som arrangeres som led i undervisningen. Turen sker mhp. at besøge centrale ministerier og aktører for afbureaukratiseringsbestræbelserne.

Litteratur

Der er fastsat en pensumramme på ca. 1.200 sider.

En udførlig litteraturliste samt undervisningsplan vil foreligge ved semesterstart. Her følger en foreløbig liste:

Lerborg, Leon (2010) Styringsparadigmer i den offentlige sektor. Jurist og Økonomforbundets forlag.

Greve, Carsten og Niels Ejersbo (2005). Moderniseringen af den offentlige sektor. Børsens forlag. (læses i uddrag)

Finansministeriet (2009). Metode til afdækning og kvantificering af administrative opgaver. Rapport udarbejdet af Deloitte.

OECD, (2010) Draft Report: Regulatory Policy and the road to Sustainable Growth

OECD (2010). Better Regulation in Denmark

Politica , Temanummer om Bureaukratisering, Årgang 41, nr. 2.

Studieordning og bedømmelse


Kandidatuddannelsen i statskundskab

  • Bunden hj.opg. (7-dages opg.), bedømt efter 7-skala med ekstern censur
  • Hj.opg., bedømt efter 7-skala med ekstern censur
  • Mundtlig, bedømt efter 7-skala med ekstern censur
  • PC-eksamen, bedømt efter 7-skala med ekstern censur
  • Skriftlig, bedømt efter 7-skala med ekstern censur
  • Synopsis, bedømt efter 7-skala med ekstern censur